
Hvad jeg har lært de sidste seks år som headhunter

Jeg blev for nylig spurgt, hvad der har ændret sig i min måde at arbejde på de seneste seks år siden jeg vendte tilbage til rekrutteringsbranchen efter mere end ti år på den anden side af bordet som kunde.
Jeg har fået værdifulde erfaringer og perspektiver fra alle tre sider af bordet, som kunde, kandidat og konsulent – erfaringer der i dag former det, vi bygger op med Bird & Lock.
Nogle af de vigtigste erfaringer er:
1. Kandidater skal have noget med hjem, uanset udfaldet.
Det lyder indlysende, men det er det ikke i praksis. Jeg har igennem årene skærpet mit fokus på, at de kandidater, vi taler med, skal have noget værdifuldt ud af dialogen, selv hvis de ikke får jobbet. En grundig, professionel og ikke mindst ærlig samtale. Et konkret perspektiv på, hvad de med fordel kan arbejde videre med, hvis der er områder, hvor vi ser et oplagt udviklingspotentiale. Vi skal altid bestræbe os på at skabe en oplevelse, der er både respektfuld og gennemtænkt. Vi tror på, at netop den tilgang over tid vil styrke både vores eget og vores kunders omdømme, når kandidater deler deres oplevelser i deres netværk.
2. Ingen kunder er ens, og det skal processen også afspejle.
Vi har et gennemarbejdet og veldefineret koncept, som vi holder fast i. Men måden, vi samarbejder med vores kunder på, tilpasser vi løbende. Alle kunder er forskellige, og det skal kunne mærkes i dialogen, sparringen og opfølgningen, uden at vi går på kompromis med kvaliteten. Et andet afgørende punkt er vores strategiske og forretningsmæssige forståelse af kunden. Vi bruger meget tid på at forstå kundens forretning fra start, fordi jeg ved, hvor stor en forskel det gør at have en samarbejdspartner, der virkelig forstår ens forretning. Begge dele er vi blevet markant bedre til, men vi arbejder hele tiden på at løfte niveauet – vores ambition er, at være best in class til lige netop den disciplin.
3. Jeg er ikke færdig med at udvikle mig. Og det tror jeg egentlig aldrig, at jeg bliver.
Vi læner os op ad principperne i bogen “The Trusted Advisor”, som Robert Galford og flere andre skrev om for omkring 25 år siden. En af pointerne fra bogen er, at man som rådgiver ikke skal fylde for meget. De kalder det selvorientering. Jeg har et naturligt rådgivningsgen, som godt kan løbe lidt af med mig, hvis jeg ikke passer på. Det arbejder jeg stadig aktivt med – at vide, hvornår jeg skal holde igen, og hvornår jeg skal byde ind. Bl.a. derfor evaluerer vi løbende vores forløb for at få tilbagemelding på, hvordan vi leverer og hvordan vi opleves af både kandidater og kunder.
Vi tror ikke, at det er antallet af opgaver i sig selv, der gør os dygtigere. Det afgørende er, hvad vi lærer af hver enkelt opgave, og hvordan vi bruger de erfaringer til løbende at udvikle os – både som virksomhed og som mennesker.





