
Management assessment ≠ People Due Diligence

Management assessment og People Due Diligence i M&A-processer omtales ofte, som om det er det samme.
Det er det ikke.
En management assessment er en vurdering af ledergruppen. Her ser man på ledernes individuelle styrker, udviklingsområder og potentiale. Det er et værdifuldt værktøj, men kun én komponent i en grundig People Due Diligence-analyse.
People Due Diligence er bredere, går dybere og er særligt relevant lige før eller efter en M&A-transaktion. Når man køber en virksomhed, ser man grundigt på økonomi, kontrakter og marked. Færre ser systematisk på organisationen bag tallene: Hvem er nøglepersonerne? Hvor ligger styrker og sårbarhederne på people siden? Og er ledergruppen klar til at levere på den rejse, de nye ejere har planlagt?
Den strategiske ambition danner rammen for, hvad opdragsgiver ønsker belyst i People Due Diligence-processen. Ambitionen handler næsten altid om vækst, men spørgsmålet er, hvordan væksten skal realiseres: Skal virksomheden fortsætte som et selvstændigt selskab, integreres med et andet selskab, opdeles i mindre enheder eller udvikles i en helt anden retning?
Modellen består af fire komponenter. Den første er en individuel assessment af ledergruppen kombineret med en samlet teamanalyse, der kortlægger både individernes og gruppens styrker, udviklingsområder og potentiale – fordi et lederteam er mere end summen af sine enkeltpersoner.
De øvrige komponenter er en organisatorisk evaluering, bl.a. af nøglefunktioner og nøglepersoner, en kulturel evaluering samt en vurdering af de vigtigste nøgletal og eventuelle specifikke forhold, som opdragsgiver ønsker belyst.
Resultatet er en strategisk anbefaling, der giver den nye ejer et valideret beslutningsgrundlag, som kan omsættes til handling umiddelbart efter closing. Anbefalingen tydeliggør, hvad der skal fastholdes, hvad der kræver hurtig handling, og hvor der er behov for forandringer for at realisere den strategiske ambition. Det er netop det, en People Due Diligence skal give svar på.
Det er et sundhedstjek af den organisation, der skal drive virksomheden fremad. Et strategisk fundament for de beslutninger, der følger.
Management assessment er en delkomponent. People Due Diligence er det fulde billede. Ræk ud hvis du vil høre mere om hvordan det kan hjælpe din organisation.





