Forside / Blog / Ledelse af den næste generation

Ledelse af den næste generation

På ferien bad jeg min datter om at lægge telefonen og fordybe sig i en bog i stedet for.

I starten havde hun en del indvendinger, men hun valgte at forsøge. Da vi efterfølgende talte om det, fortalte hun, at hun ofte havde svært ved at koncentrere sig, hurtigt kunne komme til at kede sig og havde svært ved at fastholde fokus, fordi der ofte var noget andet, der virkede mere spændende. Undtagelsen var, når hun beskæftigede sig med noget, hun virkelig brændte for. Hun var således i høj grad drevet af lyst og interesse.

Det er ikke dovenskab, og det er ikke deres skyld. Det er den verden, de er vokset op i.

En generation, der aldrig har kendt til at være offline. De er vant til konstant kontakt, uendelige feeds og algoritmer designet til at fastholde deres opmærksomhed. De kan enormt mange ting, som min generation ikke kan. Men det lange og seje træk, fordybelsen over tid og fokus på én ting ad gangen – dét kan være svært for dem.

Det stiller nye krav til ledere. Både hvis de vil fastholde deres medarbejdere og tiltrække nyt ungt talent.

Den næste generation skal ledes på en anden måde, end vi selv blev ledet. De kan og vil bidrage enormt, men de har brug for ledere, der forstår deres verden, er tydelige i deres forventninger og aktivt hjælper dem med at fastholde fokus i en hverdag fyldt med distraktioner.

Det betyder ikke, at man skal acceptere alt. Tværtimod. En vigtig lederkompetence er evnen til at sætte tydelige rammer og sikre konteksten til strategien, organisationen, kunderne og hvem ellers man interagerer med – og skabe en kultur, der understøtter den nyeste generation på deres banehalvdel, men også udfordrer dem på det, de mangler.

For fokus er ikke en naturlig tilstand for en generation, der er vokset op i en opmærksomhedsøkonomi. Det er noget, der skal trænes.

Det kræver ledere, der forstår at navigere på en måde, så de kan drive kraften til at fordybe sig, sikre kvalitet og blive endnu dygtigere til alt det, som ikke kan læres på 5 minutter via en YouTube-kanal. Det er ikke en nem opgave, men det bliver helt klart nødvendigt.

Del denne artikel

Relatede indlæg

© BIRD & LOCK

Ditlev Piper

Founder & Partner

Ditlev har mere end 20 års erfaring fra nationale og internationale virksomheder og besidder en omfattende ekspertviden inden for ledelse og erhvervsliv. Med en baggrund som officer i Den Kongelige Livgarde og fra flere ledende stillinger i både konsulentbranchen og store selskaber, kombineret med flere uddannelser, herunder en MBA fra Middlesex University i London, har han opnået en stærk faglig ballast.

Ditlev har solid erfaring med Executive Search, coaching og assessment af topledelse, hvilket er en central del af hans arbejde hos BIRD & LOCK. Hans ekspertise og mangeårige erfaring gør ham til en vigtig rådgiver og værdifuld sparringspartner for mange kunder. Med dyb indsigt og præcision på både strategisk og taktisk niveau sikrer han, at opgaverne løses med stor tilfredshed hos alle parter.