
“Assumption is the mother of all fuck ups” som nogen meget rammende har sagt
I sidste uge havde jeg en dialog med en bestyrelsesleder om rekruttering af en ny CEO.
Han stillede et enkelt, men skarpt spørgsmål: Hvis du skulle nævne den ene ting, der adskiller jer fra alle andre i branchen?
Med andre ord: Hvorfor skulle jeg vælge jer til min næste rekruttering?
Det er et spørgsmål, vi møder ofte og et vigtigt spørgsmål at stille som kunde.
Mit svar var, at vi er meget grundige og metodiske i vores proces, hvilket gør, at kvaliteten gennem hele rekrutteringen er på et meget højt niveau.
Det er ikke ligegyldigt, i hvilken rækkefølge vi gør tingene. Det er ikke ligegyldigt, hvor meget tid du bruger på hvert trin.
Og det er bestemt ikke ligegyldigt, om du tager en shortcut – selv når det er fristende, fordi du lige kender 2-3 kandidater, som måske godt kunne være de rette for jobbet.
Hos os er processen vores backbone. Vi tror ikke, vi er klogere end andre eller har opfundet det fembenede lam. Og ja, vi kan som udgangspunkt være lidt procestunge, men det er også de rammer, der gør at vi kan levere den service og rådgivning vi stræber efter.
Vi har dog indbygget en vis pragmatisme, så det ikke bare bliver en proces for processens skyld, men processen sikrer, at vi leverer det bedste resultat.
Den sikrer, at vi forstår forretningen, strategien og opgaven, før vi definerer den profil, der skal findes til det pågældende job. Og den sikrer, at kunden faktisk kan slippe og lade os tage over, når vi har fået defineret jobbet og profilen, der skal findes.
Det er jo egentlig det, en god rekrutteringspartner skal kunne: løfte kvaliteten, resultatet og tage ansvaret fra dig. Ikke bare udføre en opgave.
Vi sidder lige nu med en opgave til en organisation, vi kender godt og har arbejdet med gennem nogle år, men heller ikke her tager vi genveje.
I det øjeblik vi antager, at vi allerede ved nok, er risikoen, at vi overser noget vigtigt.
Og netop derfor insisterer vi på at være grundige.
