Vi siger ikke ja til alle opgaver

Det er der primært tre grunde til.

Den første er, når opgaven ligger for langt fra vores faglige kompetenceområde. Jo mere specialiseret jobbet er, desto større betydning tillægges de faglige kompetencer. På executive-niveau er der naturligvis også behov for faglig indsigt, men her handler det i højere grad om forståelse for industrien, forretningen, strategien, organisationen og selve opgaven – samt evnen til at samle det i en attraktiv og meningsfuld rolle. Ved rekruttering af specialister med en tung faglig profil vil den tekniske og faglige ekspertise derimod ofte vægte langt højere.

Den anden handler om troværdighed. Hvis vi ikke tror på, at en stilling er organiseret korrekt, eller har den rette vinkel på rolle og ansvar til at kunne tiltrække de kandidater kunden har brug for, så siger vi det ærligt. Og hvis vi ikke kan stå inde for opgaven eller virksomheden, vælger vi ikke at påtage os den. Ellers ville risikoen være for stor, både for kunden og for os.

Den tredje er faglighed og kapacitet. Vi er et lille konsulenthus med høje standarder for, hvad vi leverer. Vi vil hellere sige nej til en opgave, vi ikke kan løfte ordentligt, end at levere noget halvt. Faglighed kan også handle om, at opgaven rækker ud over selve rekrutteringen. Vi har eksempelvis tilknyttet en ekstern erhvervscoach hos en kunde lige nu, fordi vi vurderede, at vores samarbejdspartner, som er uddannet psykolog, var bedre rustet til netop den del af opgaven.

Det er ikke altid den nemme beslutning.

Men det er den rigtige.

Og så er der egentlig et spørgsmål, jeg er nysgerrig på – for jeg tror, det er noget, mange i konsulentverdenen kæmper med:
Hvornår siger I nej, og hvad er det, der typisk får jer til at gøre det?